Turning Technology into Care er resultatet af flere års arbejde med at forstå og dokumentere effekten af teknologiunderstøttet ældrepleje. Rapporten samler erfaringer fra en række lande, hvor teknologien allerede er i drift – herunder Spanien, Finland, Tyskland og Storbritannien. I disse lande har man opnået markante resultater både for borgere, medarbejdere og samfundsøkonomien.
Formålet med rapporten er at vise, hvad der virker – og hvordan vi kan overføre disse løsninger til en dansk kontekst. Det handler ikke om at kopiere ét system. Men vi kan lade os inspirere af dokumenteret effekt og integrere de løsninger, der giver mening i vores organisering og velfærdsmodel.
I fokus står teknologi, der muliggør overvågning og støtte i hjemmet, baseret på sensorer, mønstergenkendelse og proaktive indsatser. Når teknologi bruges rigtigt, kan det skabe en mere stabil og tryg hverdag for ældre borgere og samtidig reducere presset på hjemmeplejen og sygehusvæsenet.
Ud over resultaterne stiller rapporten skarpt på de faktorer, der muliggør effekten: organisering, samarbejde, finansieringsmodeller og lovgivning. Det er ikke kun teknologien i sig selv, men hele den måde, den implementeres på, der afgør succesraten.
Rapporten giver også anbefalinger til, hvordan vi kan tage næste skridt: med bedre koordinering, investering i strukturel forebyggelse og ved at tænke teknologi som en del af kerneopgaven – ikke som et tillæg.