dec 18, 2024
Vær forberedt på, at den demensramte måske vil tidligt hjem – måske allerede inden julemiddagen. Aftal med evt. plejepersonale, at I følger den demensramte hjem før tid, hvis det bliver for meget eller han/hun ikke er glad for at være der. I familien skal I også aftale, hvem der transporterer den demensramte hjem.
Det kan måske blive nødvendigt at gøre tingene lidt anderledes, end normalt. Det er derfor vigtigt at sætte forventninger ned. Så bliver man ikke bliver skuffet, hvis der fx er nogle traditioner, man ikke kan holde i hævd. Måske opstår der nogle nye, som er lige så gode. Prøv derfor at sætte tempoet ned og fokusér på at finde ro og hygge i nærværet.
Juleaften er fyldt med mange lyde og indtryk. Hvis du har et værelse, hvor den demensramte kan trække sig tilbage og måske få en lur, så gør det klar. Hvis den demensramte overnatter, så er vedkommende sandsynligvis rigtig træt dagen efter. Vær derfor forberedt på, at det bliver en slappedag, hvor der er brug for at sove lidt ekstra og komme ned i gear.
I kan skiftes til at have et ekstra øje og fokus på den demensramte. Så er der altid én til at berolige, hvis der opstår forvirring – eller vedkommende føler sig udenfor.
Den demensramte kan have svært at finde ro igen, når han/hun kommer hjem efter juleaften. Vær forberedt på, at der måske ikke står plejepersonale klar til at tage over. Det kan derfor være nødvendigt at blive lidt for at få kørt energien ned igen. Hvis ikke bliver den demensramte måske urolig og nervøs. En god idé kan være at sidde og tale stille og roligt, eller sidde stille og lytte til rolig musik. Det gælder også for hjemmeboende, at de kan have brug for at blive dæmpet lidt.
Alzheimerforeningen har rådgivere, som kan hjælpe med svar på en masse spørgsmål. Se mere om demenslinien HER: https://www.demenslinien.dk/