Mange ældre er opmærksomme på en øget risiko for at falde, så de bevæger sig derfor mindre rundt i hjemmet. Det viser en række undersøgelser om ældre og fald. Mindre bevægelse har den uheldige konsekvens, at de ikke får vedligeholdt deres muskler og balance – og dermed bliver mere usikre og ustabile i deres gang. De ældres forsigtighed fører med andre ord til, at de med ønsket om at minske, snarere øger deres risiko for fald i hjemmet. I den sammenhæng kan nødkaldet være en forebyggende foranstaltning. Argumenterne er, at det ikke alene giver øget tryghed hos de ældre borgere, men også modet til at bevæge sig mere rundt.
Utryghed i dagligdagen anerkendes generelt ikke som visitationsgrund. Flere kommuner og studier fremhæver dog nødkaldets potentiale som tryghedsskabende foranstaltning for de ældre. Et større internationalt studie konkluderer eksempelvis, at hovedparten af de ældre nødkaldsbrugere (der har deltaget i deres undersøgelse), tilkendegiver, at de forbinder deres nødkald med følelsen af øget tryghed i hverdagen. I Danmark har SFI nået frem til en lignende konklusion, da de i 2002 gennemførte en undersøgelse af pensionisters tryghed og nødkaldets potentiale som mulig tryghedsskabende foranstaltning. Her gav størstedelen af de pensionister, der havde et nødkald (ca. 90% af undersøgelsens deltagere) udtryk for, at det gav dem en tryghed, som de ikke mente de kunne opnå på anden måde.
Med nødkaldet følger ikke alene muligheden for at tilkalde hjælp i nødsituationer, men potentielt set også muligheden for at kalde ind om mindre akutte problemer og/eller kalde gentagende gange om samme problem. Men også risikoen for at komme til at foretage et alarmkald ved en fejl. Og i den sammenhæng er det interessant, hvilken betydning de ældre nødkaldsbrugere tillægger nødkaldet – og hvordan de på den baggrund anvender det i dagligdagen.
En ældre borger får installeret et nødkald i hjemmet. Er der så skabt tryghed i hverdagen? Det skulle man måske tro. Der kan være stor forskel på, hvordan de ældre har det med at tilkalde hjælp via nødkaldet.
Nogle ældre anvender deres nødkald ofte – og gentagende gange på en dag. Andre vil meget nødig kalde ved en fejl og vægrer sig i øvrigt ved at bruge nødkaldet – medmindre de for alvor føler sig i knibe. Nogle ældre, som vil undgå at kalde ved en fejl, har deres alarmsender hængende helt inde under blusen, på en rollator eller liggende i en håndtaske. Andre tager alarmsenderen af og ligger den på natbordet for natten. Der findes også ældre, der ikke kan lide at have alarmsenderen om halsen, fordi de kan komme til at trykke på den ved en fejl.
Flere ældre har fortalt om situationer, hvor de har kæmpet sig op igen ved fald eller har fået fat i et familiemedlem over telefonen. De har så bedt deres pårørende komme og hjælpe, for at undgå at tilkalde hjælp med deres nødkald.
De ældres forskellige opfattelse og anvendelse af nødkald viser, hvor kompleks opgaven er med at modtage, vurdere og håndtere nødkald på vagtcentralerne. Nogle ældre er meget ”synlige”, fordi de bruger nødkaldet ofte. Andre kan synes uden behov for nødkald, da de er tilbageholdende ift. at bede om hjælp og/eller er bange for at kalde ved en fejl. Det er væsentligt, at være opmærksom på dette.
Set fra vagtcentralernes perspektiv, er sådanne betragtninger vigtige at tage højde for. Netop for at give de ældre en god oplevelse, hvor de ikke føler sig til ulejlighed, hvis de har kaldt op til vagtcentralen ved en fejl.
En anden ældre dame fortæller, at hun også er faldet på badeværelset, hvor hun ikke havde sin alarmsender på sig: ”Jeg har faldet på badeværelset, og det var jo ikke morsomt, fordi der måtte jeg kravle ind til sengen, hvor havde jeg alarmsenderen”.
Når ældre vælger en alternativ placering til deres alarmsender, så er der for, at den kan blive en del af deres daglig liv. Men samtidigt er den tilgængelig for dem, hvis uheldet er ude. Flere af de ældre har dog oplevet uheld, hvor de ikke kunne komme til deres alarmsender. For nogen skyldtes det, at de havde glemt at få den på, mens andre havde placeret den, hvor de ikke kunne nå den.
Hvordan sådanne problematikker skal gribes an, findes der ikke entydige svar på. Det står til gengæld klart, at vagtcentralerne agerer i en kompleks praksis. Og nødkaldet har betydning for de ældre. Men det er ikke alene vagtcentralernes systemer og håndtering af kald eller, hvordan nødkaldet rent teknisk virker, der betyder noget. De ældre tager nødkaldet til sig, forholder sig til det og bruger det på forskellig vis. Det betyder også, at flere ting spiller ind i forhold til nødkaldets betydning for de ældre.
På vagtcentralen er det vigtigt at give de ældre så god en oplevelse, at de ikke tøver med at benytte deres nødkald, når de har behov for hjælp.
